Peter Ingemanns rørende ord om afdøde Kent Nikolajsen: Jeg skylder ham kæmpe tak

Peter Ingemann.

Foto: Lars Aarø

Den tidligere DR-vært Kent Nikolajsen er død af kræft. Han blev kun 48 år

Fredag, 11. januar 2019 - af Ken Richter
"Jeg skylder Kent meget af min karriere: Han var en af mine allerførste chefer, da jeg slog mine folder som nyudklækket journalist på "Rene ord for pengene"".
 
Sådan skriver Peter Ingemann blandt andet på sin Facebookside, som BILLED-BLADET har fået lov at citere fra.
 
Kent Nikolajsen og Peter Ingemann havde et tæt samarbejde, mens de begge var ansat hos DR i Aarhus. Inden Kent blev chef, prøvede de begge at være vært på det den gang så populære "Rene ord for pengene".
 

Jeg skylder dig kæmpe tak

Senere skiltes deres veje, da Peter Ingemann fik et tilbud fra TV 2. Om det skriver Peter direkte til Kent:
 
"Du var min sparringspartner og vejleder, da jeg skidenervøs tog springet fra DR til TV2. Vi talte meget frem og tilbage, og du sagde: "Gør det, prøv nu noget nyt!" Jeg har aldrig fortrudt, og det skylder jeg dig kæmpe tak for".
 
Efterfølgende blev Kent Nikolajsen administrende direktør hos Metronome, og så mødte de to kolleger hinanden igen. Også den gang tog Kent hensyn til en fortravlet Peter Ingemann, og han slutter sine mindeord sådan:
 
"Vores seneste samarbejde var omkring "Nybyggerne" i 2017, hvor jeg havde fået for højt blodtryk og generelt var slidt helt i bund. Her var du så omsorgsfuld og betænksom. Det vil jeg aldrig glemme. Ja jeg - og vi - glemmer dig aldrig!!! Æret være dit minde Kent. De kærligste og varmeste tanker til din familie. Danmark er blevet fattigere uden dig. Kh Peter."