Thomas og Mike fra Nybyggerne: Nægter at gå på kompromis

Mike og Thomas

Mike og Thomas

Foto: TV 2

Tirsdag aften vandt Thomas og Mike 20.000 kroner for det bedste køkken i ”Nybyggerne”, og det var en kærkommen sejr.

Tirsdag, 13. marts 2018 - af Juliane Olsen

Det var et par glade og lettede unge mænd, seerne tirsdag aften kunne opleve i ”Nybyggerne”, da Mike og Thomas vandt deres første delkonkurrence i programmet.

Dommerne anerkendte nemlig deres talent for at designe belysning, da køkkenet skulle skrues sammen.

- Jeg tror, dommerne kunne se, hvor godt det hang sammen. Der var både leg og spræl og to køkkener i ét, siger 27-årige Thomas til BILLED-BLADET.

 

Dommerne har fået øjnene op for stilen

Parret understreger samtidig, at det på dette tidspunkt i konkurrencen lønnede sig, at de to mænd ikke har villet gå på kompromis med deres stil.

Nu er den begyndt at tage form, og dommerne er begyndt at se fidusen i parrets helt eget særpræg.

- Vi har lagt vægt på at skabe VORES drømmehjem. Selvfølgelig vil vi gerne have dommernes anerkendelse, men det er først og fremmest os, der skal bo der, siger Mike.

Parret arbejder struktureret

De to indrømmer samtidig, at de hele vejen igennem har kunnet mærke, at der er hård konkurrence fra de andre par.

Men det har talt til deres fordel, at de arbejder struktureret, og Mike og Thomas indrømmer, at det var rart at få anerkendelse og ros på dette tidspunkt.

Desuden lunede de 20.000 kroner i regnskabet, for penge skal der jo til, når et drømmehjem skal føres ud i livet.