George H. W. Bush er død

George og Barbara Bush.

Foto: MEGA

Den tidligere amerikanske præsident George H. W. Bush er død, 94 år gammel.

Lørdag, 1. december 2018 - af Lene Skriver Bak

George H. W. Bush, der var USA's 41. præsident, er død.

Det oplyser den tidligere præsidents talsmand Jim McGrath til CNN.

George Herbert Walter blev født i staten Massachusetts 12. juni 1924 i en søskendeflok på fire.

Som 18-årig meldte han sig til flåden, hvor han gjorde tjeneste under 2. verdenskrig. 

Fik seks børn

I 1945 giftede han sig med Barbara Pierce og efter krigen fortsatte han sine økonomistudier på Yale University. 

Sammen fik parret seks børn; George W., John (kaldet Jeb), Neil, Marvin, Dorothy og Robin.

Historisk præsident

George H. W. Bush tjente som vicepræsident for Ronald Reagan i perioden 1981-1989.

Da han blev valgt som præsident i 1989, blev han den første - og hidtil eneste - præsident, der tidligere har været vicepræsident.

Den dekorerede krigshelt nåede at se sin søn, George W. Bush, blive svoret ind som præsident og skrev sig dermed ind i historiebøgerne atter en gang.

Det er nemlig kun John Adams og George H. W. Bush, der har sønner, der også har været præsidenter.

George H. W. Bush måtte tage afsked med sin Barbara efter 73 års ægteskab, da hun døde i april efter længere tids sygdom.

Han efterlader sig fem levende børn, børnebørn og oldebørn.