Nu siger familien farvel til prins Henrik

Dronning Margrethe

Dronning Margrethe ankommer til prins Henriks bisættelse i Christiansborg Slotskirke.

Foto: Ritzau Scanpix

Den kongelige familie er nu ankommet til Christiansborg Slotskirke for at sige deres sidste farvel til prins Henrik.

Tirsdag, 20. februar 2018 - af Pernille Moe

Nu er den kongelige familie ankommet til Christiansborg Slotskirke for at sige deres sidste farvel til prins Henrik. 

Først ankom dronning Margrethe til Slotskirken, dernæst kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sammen med prinsesse Isabella, prins Christian, prins Vincent og prinsesse Josephine. Og sidst prins Joachim og prinsesse Marie med børnene, prins Henrik, prinsesse Athena, prins Felix og prins Nikolai. 

Familien er samlet

Kort forinden var dronningens søstre ankommet, dronning Anne-Marie med kong Constantin og prinsesse Benedikte. Også prins Ingolf og hans Sussi var tilstede i kirken, såvel som grevinde Alexandra. 

60 gæster er samlet i kirken heriblandt prins Henriks franske familie, såvel som statsminister Lars Løkke Rasmussen, Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, den franske ambassadør i Danmark og flere medarbejdere fra hoffet. 

Prinsen bisættes i dag klokken 11. Ceremonien varer 45 minutter, hvorefter prinsens båre køres væk.

Den kongelige familie holder efterfølgende en privat sammenkomst på Amalienborg. 

Du kan sende dine hilsner og varme tanker til dronningen og familien på BILLED-BLADETs særlige kondolence-side her