Sådan bliver kronprins Frederik og kronprinsesse Marys Royal Run-dag

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Arkivfoto: Hanne Juul

Der bliver gang i den mandag, når den store folkelige løbefest, Royal Run, afvikles i hele landet. Kronprinsparret kan se frem til en travl og dejlig dag.

Søndag, 9. juni 2019 - af Ulrik Ulriksen
Kronprins Frederik har fået konstateret en mindre diskusprolaps, denne gang i venstre side.
 
Selvom der er tale om en mindre skade, risikerer kronprinsen, at tilstanden forværres, hvis han løber med på 10km distancen i årets Royal Run, der afvikles over hele landet mandag.
 
Det var ellers oprindelig planen, at han skulle løbe den lange 10 km-distance i København. Frederik deltager dog på en lidt kortere distance.
 

Frederik går i Aarhus

Kronprinsen vil fortsat være med i ”One mile – Family” i Aarhus, hvor unge og ældre sammen går den korte distance.
 
Kronprinsen vil desuden være til stede under Royal Run i København, hvor der er målområde ved Amalienborg. Kronprinsesse Mary stiller naturligvis også op til årets Royal Run, og hun skal løbe i Aalborg.
 

Mary løber i Aalborg

Kronprinsesse Mary skal løbe 5 kilometer-distancen i Aalborg, og det er bestemt noget, man ser frem til i det nordjyske. Sidste år løb Mary i Odense, hvor også kronprinsen var i aktion, og det blev en stor folkefest anført af de kongelige.
 

Kronprinsen glæder sig

-Jeg ser frem til, sammen med resten af Danmark, at tilbringe en dag i motionens tegn. Det er mit håb, at mange igen får lyst til at udfordre sig selv og røre sig i nogle smukke rammer rundt omkring i landet. Sidste år var en fantastisk dag. Det vil glæde mig at se rigtig mange gengangere i år – men også nye, der har fået blod på tanden, sagde kronprins Frederik for et stykke tid siden om den skønne Royal Run-mandag, der altså har fået 85.000 danskere til at snøre løbeskoene.
 

Royal Run på TV

TV 2 dækker hele løbefesten med direkte transmissioner. Her er en oversigt over mandagens Royal Run-dækning:
 
kl. 10.15 Kronprins Frederik i Aarhus
 
Kl. 12.30 Kronprinsesse Mary i Aalborg
 
Kl. 15.20 Kronprins Frederik sætter gang i "Royal Run"-mileløbene i København
 
Kl. 18.15 Kronprins Frederik sætter gang i 10 km løb  gennem København og Frederiksberg.